Som jeg tidligere har skrevet, har jeg en stor svaghed for salater, og det er især de fyldige salater, mit madglade hjerte banker for. I kombination med min mission om, at undgå madspil og få brugt de rester, der nu engang er fra den ene dag til den anden, er der næsten altid lækkert fyld i køleskabet til et godt salatmåltid.
De fyldige salater er en suveræn måde at anvende rester på. Kunsten er at sammensætte salaten så ingredienserne supplerer hinanden, så salatskålen ikke fungere som ’skraldespand’, men derimod som en appetitlig måde at give resterne nyt liv på.
Et eksempel på en fyldig salat baseret primært på rester er denne salat, som blev til med det jeg tilfældigvis havde i mit køleskab. Som udgangspunkt anvender jeg en rest kogt bulgur, cous cous, ris, perlebyg, spelt, eller pasta, som jeg her supplerer med lidt stegt laks, dampede grønne bønner, tomater, oliven, feta og basilikum. Hvis du nu ikke lige har en rest cous cous, så brug ris, bulgur, byg, spelt eller pasta i stedet og sammensæt salaten, så du får mest muligt ud af dine rester.
Som inspiration har jeg lavet nogle forskellige forslag til, hvilke ingredienser der klæder hinanden i salatskålen.
FYLDIG SALAT MED LIDT AF HVERT
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
Som udgangspunkt anvender jeg en rest kogt bulgur, cous cous, ris, perlebyg, spelt, eller pasta – ca. 200 g – som jeg efterfølgende supplere med følgende:
Genbrug en rest:
1. Dampede grønne bønner, salat, tomat, oliven, feta, basilikum, stegt laks / kylling
2. salat, majs, agurk, peberfrugt, løg, oliven, æg, tun fra dåse eller rejer
3. kogt eller stegt kylling, pesto, peberfrugt, løg, frisk spinat
4. fintsnittet kål, æbler, mandler, kogt eller stegt kød
5. grillede grøntsager / ovnbagte rodfrugter, fetaost, stegt kød fx okse eller lam
Fyld og mængder afhænger naturligvis af, hvad du har i køleskabet.
Vinaigrette:
1 spsk. eddike
3 spsk. olivenolie
2 tsk. sød sennep
1 tsk. flydende honning
Tilbehør:
Groft brød
Snit og hak de rester du har som skal i salaten. Vend resterne med kogt bulgur, cous cous, ris, perlebyg eller pasta.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend i salaten. Server salaten med brød.