Spicy oksekødssuppe

Når det er svært at få tid, madlavning og ambitioner til at gå op, så laver jeg gerne denne spicy oksekødssuppe. Suppen er et hit, fordi den smager fantastisk, og er utrolig nem at lave… især hvis man er heldig at have en lille køkkenhjælper til at snitte grøntsager.

Suppen baseres på en karrypasta med grøntsager, kød, peanutbutter, bouillon og kokosmælk. Du kan sagtens variere suppen ved at bruge kylling i stedet for oksekød, og har du tilfældigvis lidt sukkerærter, noget spinat, en rest kål eller andre grøntsager, som trænger til at blive spist, så kom dem gerne ned i suppegryde. Det bliver smagsoplevelsen absolut ikke ringere af.

oksekødsuppe m peanuts

Spicy oksekødssuppe med peanuts
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

4 personer

2 store oksebøffer uden fedtkant
2 rødløg
2 peberfrugter
1 bundt forårsløg
1 spsk. olivenolie
1 – 2 spsk. grøn karrypasta
2 fed hvidløg
1 spsk. friskrevet ingefær
4 spsk. peanutbutter
8 dl grøntsagsbouillon
1 dåse kokosmælk
2 spsk. limesaft
1 spsk. fiskesauce
1 bundt frisk koriander
30 g peanuts
2 nannbrød

Skær oksebøfferne i strimler. Skær løgene i tynde både, skær peberfrugt i strimler og snit forårsløg.
Varm olien i en gryde og steg kød, rødløg, presset hvidløg og ingefær i karrypasta et kort øjeblik. Vend godt rundt.
Kom peanutbutter, bouillon og kokosmælk i gryden sammen med peberfrugter og kog suppen i ca. 5 min. Tag gryden af varmen. Smag til med limesaft og fiskesauce.
Fordel suppen i 4 suppeskåle og drys med forårsløg, koriander og hakkede peanuts. Server med nannbrød

Print Friendly