Eftermiddag med hjemmebagte fastelavnsboller

Her i eftermiddag bagte børnene og jeg fastelavnsboller. Opskriften lavede jeg egentligt helt tilbage i november til Boligliv, fordi man er flere måneder forud, når man arbejder for et magasin. Nu hvor det snart er fastelavn, tåler opskriften hellere end gerne gentagelse. Fastelavnsbollerne bliver meget lækre og luftige, og de smager næsten som dem min mor bagte, da vi var børn, selvom mine indeholder langt mindre smør.

Som I kan se, er det børnene, der har pyntet dem… I dag var der marcipan og nougat (resterne fra julen) i dem med chokoladeglasur og mormors marmelade i dem med hvid glasur…

Fastelavnsboller – 12 stk.

2 dl letmælk

25 g smør

50 g gær

1 spsk. sukker

1/2 tsk. groft salt

1 æg

450- 475 g hvedemel

marmelade / marcipan / nougat

1 æg til pensling

Glasur:

ca. 150 g flormelis

lidt kakapulver

kagepynt

Lun mælken og smelt smørret heri. Væsken skal kun være fingervarmt. Hæld væsken i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, salt og æg og ælt hvedemel i lidt ad gangen. Hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt til dejen er glat og smidig. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i 1 time.

Slå dejen ned på et meldrysset bord og rul den ud til en firkant ca. 40 x 40 cm og skær den ud til 12 stk.

Kom enten 1 teske marmelade eller lidt marcipan og nougat på midten af dejen. Fold enderne godt sammen mod midten og luk dejen godt til, så fyldet ikke flyder ud under bagningen. Læg bollerne med snippen nedad på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne hæve tildækket i ca. 30 min.

Tænd ovnen på 200 grader. Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag i 10-12 min. Afkøl bollerne.

Rør flormelis med lidt kogende vand og evt. kakaopulver til en tyk glasur og dekorer fastelavnsbollerne. Drys evt. med kagepynt.


Print Friendly