Sophie Dahls bananbrød

Forleden købte jeg en ny kogebog “Sophie Dahls frydefulde fristelser”. Sophie Dahl er tidligere redaktør af Vogue, men nok mest kendt som frodig fotomodel. Derudover er hun en fremragende madglad skribent. Bogen er en skøn blanding af lækre ukomplicerede madopskrifter, men også en god fortælling om Sophie og hendes forhold til mad.

Desværre har jeg kun haft tid til at afprøve en enkelt af hendes opskrifter… Bananbrød. Det var til gengæld også meget lækkert. Jeg tilsatte dejen lidt rosiner og valnødder og det var godt, for så blev brødet næsten helt kageagtigt og behøver ikke smør…

Bananbrød med rosiner og valnødder

75 g blødt smør

4 modne bananer

200 g brun farin

1 æg

2 tsk. vaniljesukker

1 tsk. natron

1 knivspids salt

170 g hvedemel

50 g valnødder

50 g rosiner

Tænd ovnen på 180 grader. Mos bananerne og rør dem sammen med smør, brun farin, æg og vaniljesukker. Tilsæt natron og salt og vend tilsidst hvedemel i. Hak valnødder og vend dem i dejen sammen med rosiner. Fordel dejen i en smurt rugbrødsform ca. 10 x 30 cm. og bag brødet i ca. 1 time. Afkøl brødet før det skæres i skiver.

Print Friendly