Julens marcipanbrød

Det sidste stykke tid har jeg arbejdet på nogle spændende, og meget tidskrævende opgaver, og derfor har der været lidt stille her på bloggen. Heldigvis nærmer juleferien sig, og jeg kan se frem til rigeligt med afslapning, familiehygge, julegodter, hjemmebag og masser af god mad og fristelser.

Børnene og jeg har bagt verdens bedste pebernødder efter denne opskriftog vi har lavet rigeligt med konfekt og julelækkerier. Et af årets marcipanfavoritter, er dette marcipanbrød, som består af få gode ingredienser. Det er nemt at lave, ser smukt ud og kombinationen af de saftige kirsebær, den gode marcipan og chokolade er en sød og smagfuld oplevelse.

Rigtig glædelig jul ♥♥♥

kirsebaer m hvid choko

Marcipanbrød med Amarena kirsebær
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

2 store marcipanbrød eller ca. 25 marcipankugler og 1 lille marcipanbrød

250 g marcipan
100 g afdryppede Amarena kirsebær
lidt flormelis
100 g mørk chokolade
100 g hvid chokolade
guldstøv og sukkerstjerner til pynt

Hak de afdryppede kirsebær og ælt dem med marcipanen. Marcipanen bliver meget fugtigt og kan evt. tilsættes lidt flormelis.
Del marcipanen i to lige store dele og form dem til to marcipanbrød. Alternativt kan den ene del trilles til kugler.
Hak de to slags chokoladen og smelt dem hver for sig i en skål over vandbad ved svag varme. Dekorer marcipanbrødet med den mørke chokolade. Dryp skødesløst lidt hvid chokolade over og drys med guldstøv. Stil konfekten til ’tørre’ på et stykke bagepapir, og lad chokoladen størkne inden konfekten serveres.

Print Friendly