Både smags- og miljømæssigt giver det god mening at lave mad med sæsonens lokale råvarer. Lige nu bugner det fx med grønkål, rodfrugter og andre grove grøntsager, som er danske (og måske også øko), smækfyldte med vitaminer og til at komme til for penge. Det er derfor oplagt at give de grove grøntsager noget mere plads på tallerkenen netop nu, hvor de smagsmæssigt er på toppen.
Som tidligere nævnt, har jeg en svaghed for risotto. Det er nemt at lave, smager forrygende, og jeg kan altid variere min grundopskrift afhængig af sæsons grøntsager. Lige nu er det altså kål og andre rodfrugter, som hyppigt optræder i mine opskrifter på risotto.
Her er et god eksempel på en risotto – som jeg har udviklet til Hjerteforeningen – hvor det især er grønkålen som har en bærende rolle. Derudover indholder den porre og gulerødder – men det kunne også sagtens være selleri, jordskokker eller pastinakker. Det er alt sammen grøntsager, som efter min mening giver god smag og konsistens, og som bidrager til en sundere hverdag – med fokus på sæsonens råvarer.
Grøn risotto med rosmarin og bacon
Af Lone Kjær Foto Maria P.
4 personer
400 g renset grønkål uden stok
2 porrer
2 gulerødder
1 løg
1 fed hvidløg
2 spsk. koldpresset rapsolie
300 g risottoris
2 kviste frisk rosmarin
12 dl grøntsagsbouillon fx Urtebouillon fra A. Vogel
50 g parmesan ost
salt og peber
100 g bacon i skiver
Skyl kålen godt og snit den fint. Skær top og bund af porrerne og skær i tynde ringe. Skyl dem godt. Skræl gulerødderne og skær i tern. Hak løget.
Varm halvdelen af olien på en slip let pande og rist risene et øjeblik. Tilsæt løg, hvidløg, hakket rosmarin, grønkål og gulerødder og rist et øjeblik. Porrerne gemmes. Spæd gradvist til med bouillon, mens risene simre ved svag varme og langsomt optager væden. Risene skal simre i ca. 20 min. til de er møre.
Steg bacon sprød på en tør pande og afdryp på et stykke fedtsugende papir.
Varm resten af olien på en anden pande og rist porrerne. Krydr med salt.
Når risottoen er klar tilsættes revet parmesanost og der smages til med salt og peber. Server med drys af porrer og sprødstegt bacon.
TIP Skal du have gæster, så undlad bacon og server i stedet et stykke fisk til risottoen – det vil helt sikkert vække stor glæde.
Newyorkerbyheart
feb 8, 2011 -
Uhmm, ELSKER risotto og måske det er en god i de at prøve denne version med grønkål, som jeg ellers ikke er så stor en fan af ;-)
Kh
Birthe
Louises lakridser
feb 10, 2011 -
Tak – nu fik jeg lige middagen til i morgen på plads. Ser fantastisk lækkert ud.
Anette
feb 10, 2011 -
Elsker dine opskrifter Lone. Denne risotto står på lørdagsmenuen.
Lone Kjær
feb 11, 2011 -
Tak Anette. Jeg håber, den bliver en succes!
Louises lakridser
feb 11, 2011 -
Lone, jeg ville så gerne lave den her risotto, og da jeg så var ovre at handle, kunne jeg ikke få grønkål. Kun hvid og rødkål, rosenkål eller savoykål. Kan nogen af dem bruges i stedet for grønkålen? På forhånd tak for dit svar.
Lone Kjær
feb 11, 2011 -
Kære Louise, Du kan sagtens erstatte grønkålen med en tilsvarende mængde savoykål. God fornøjelse… Kh Lone