Kernesunde boller

I søndags bagte jeg igen brød med kamutmel. Denne gang faldt valget på ‘kernesunde boller’ – som iøvrigt intet har med Kernesund familie at gøre – en opskrift, som jeg har udviklet til magasinet LIV i forbindelse med en artikel om fuldkorn.
Som jeg tidligere har nævnt, har jeg en svaghed for kamutmel – eller kæmpedurum som det også kaldes – fordi det har en fantastisk bageevne og giver nogle meget saftige brød.

De ‘kernesunde boller’ bestod af en koldhævet dej med kerner, grovvalsede havregryn, hvedemel og selvfølgelig kamutmel. Ingredienser som giver brød med fylde, god smag og ikke mindst masser af fuldkorn.

At røre en dej sammen som hæver koldt natten over, er en meget simpel bagemetoder. Med mindre du har en røremaskine kræver det gode muskler at røre en dej i lang tid, men for nogen er det ren meditation… og god styrketræning. Derudover kræver det kun et minimum af planlægning, er tidsbesparende og mens dejen hæver koldt natten over, får mælkesyrebakterierne tid til at udvikle sig og det betyder mere smag og bedre krumme. Oveni kan du nemt høste stor popularitet hos dine medspisere, når du disker op med nybagt brød en søndag morgen.

Kernesunde boller
Af Lone Kjær Foto Tia Borgsmidt

12 stk.

3 dl vand
2 1/2 dl yoghurt naturel
15 g gær
1 spsk. groft salt
2 spsk. sirup eller honning
75 g blandede kerner og frø fx hørfrø, solsikkefrø, græskarkerner
200 g kamutmel 100% fuldkorn fås fra Urtekram i velassorterede supermarkeder og i helsekostforretninger
100 g havregryn fx grovvalsede
ca. 300 g hvedemel
1 æg til pensling
ca. 50 g grovvalsede havregryn til drys

Hæld vand og yoghurt naturel i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sirup, kerner og frø. Rør dernæst kamutmel, havregryn og til sidste hvedemel i dejen. Ælt til dejen godt og længe til den har en sammenhængende konsistens, men stadig er let klistret. Stil dejen tildækket i køleskabet til næste dag.
Vend forsigtig dejen ud på et bord drysset med mel. Form til en firkant ca. 30 x 30 cm og skær dejen ud i 12 stykker / tern med en skarp kniv. Læg bollerne på to bageplade med bagepapir og lad dem hæve tildækket et lunt sted i ca. 30 min.
Tænd ovnen på 225 grader.
Pensl bollerne med æg og drys med havregryn. Bag en plade af gangen i midten af ovnen i 10 min. Sænk derefter varmen til 200 grader og bag i yderligere 10 min. Afkøl bollerne på en bagerist.

Print Friendly