Mikkels Chokolademakroner

I søndags fyldte Politikens MAD-sektion et år og i den anledning hyldede de kagen. En af artiklerne handlede om de små, søde franske makroner, som er så hot lige nu, at de er spået til at blive “cupcakens” afløser og det du sætter tænderne i, hvis du er med på kagemoden.

Macarones er en klassisk fransk, sød kage, som findes i alskens farver og størrelser og som ofte lægges sammen to og to med enten creme eller marmelade. Det er ikke nogen ny opfindelse, men nu får de søde, små kager heldigvis noget velfortjent opmærksomhed.

Vil du gerne være med på kagemoden, så må du igang med de her lækre “Chokolademakroner”. Opskriften har jeg fra Mikkel Friis-Holms bog “Chokolade” og de er stærkt vanedannende. Makronerne er med mandler og mørk chokolade, lagt sammen med chokoladecreme af chokolade og fløde. Det er ikke hverdagskost. Til gengæld er det stor nydelse… og så kan de laves som petitfours.

Chokolademakroner

Makroner (45-50 stk.):

225 g mandler

150 g 70% mørk chokolade

400 g flormelis

6 æggehvider

Chokoladefyld:

150 g 70% mørk chookolade

1 1/2 dl piskefløde

Mal mandlerne til fint mandelmel i en foodprocessor. Mal kold, grofthakket chokolade til chokolademel i en foodprocessor.

Bland mandelmel, chokolademel og flormelis i en skål. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i mandel-chokolade-sukkerblandingen.

Sæt makronerne med en teske på en bageplade med bagepapir i toppe på ca. 4 cm i diameter. Bag dem ved 180 grader i ca. 10 min. Afkøl makronerne inden papiret fjernes.

Varm fløden op til kogepunktet. Hak chokoladen og kom den i en skål. Hæld den varme fløde over chokoladen og pisk, til den er blank. Afkøl cremen og kom den i køleskabet. Når den er kold, piskes den let, til den er cremet og tyk. Pisk ikke for meget – så skiller cremen.

Saml makronerne. Kom lidt chokoladefyld mellem to makroner og stil dem tørt og gerne køligt, men ikke i køleskabet, så bliver de bløde.

Mikkel Friis-Holms bog “Chokolade” er så sanselig, appetitlig og smuk, at jeg vil anbefale den til alle med hang til chokolade og søde sager. Det er en af de dessertbøger, som man smugkigger i, hver gang man får lyst til kaste sig over noget sødt. Jeg kan næste smage, hvor godt det er… Kiksekage med hjemmebagte vaniljekiks, Klassens time kage med smørcreme, Chokolade creme brulee… Bogen koster 249 kr. People´s Press. Foto Andreas Wiking.

Print Friendly